Dansk-rumænsk singer-songwriter debuterer med kantet popalbum på internationalt niveau

0
309

Foråret er kommet! I hvert fald kunne jeg næsten mærke sneen smelte omkring mig, mens jeg hørte dansk-rumænske Maria Apetri alias Falluahs debutalbum. 13 sange, der meget forenklet kan beskrives som „pop med kant”, som næsten alle varer lige omkring tre minutter og alle uden undtagelse er usædvanligt velskrevne, veloplagte og ørehængende.

De fleste numre emmer af energi, optimisme og gåpåmod, eksempelvis åbneren Only Human, radiohittet I Lay My Head og den ligeledes hitpotentielle Bridges, men der er også plads til mere afdæmpede, akustiske stunder som valsen Use It For Good og den ukulele-bårne Work Song. Fallulahs stærke, skiftevis sødmefulde og skarpe stemme og den gennemgående brug af håndklap, fodtramp og heftigt slagtøj er et yderligere aktiv sammen med Fridolin Nordsøs elegante produktion, hvor akustiske, elektriske og elektroniske instrumenter og elementer af pop, rock, folk og meget mere går op i en højere enhed. Fallulah bliver stor i 2010 – både herhjemme og forhåbentlig også internationalt.

Lasă un răspuns