Mircea Cartarescu in Danemarca. In cautarea timpului pierdut

0
80

Som barn og ung læste jeg hele tiden, og jeg læste alt, skønlitteratur, videnskab, filosofi, fysik, matematik. Jeg var nysgerrig efter alt i verden, jeg ville vide alt. Det hjalp mig til at modstå det ydre pres, fortæller den rumænske forfatter Mircea Cartarescu.

Den rumænske forfatter Mircea Cartarescu, hvis bog Nostalgi nu udkommer på dansk, er selv erklæret nostalgiker, til trods for at han voksede op i fattige kår i Stalin- og Ceausescu-tiden. Men for et barn er det den indre verden, der betyder alt, forklarer han. Han skriver, fordi han i imaginationen kan opfylde sin længsel efter det for altid svundne

I Danmark ville vi kalde Mircea Catarescu en mønsterbryder. Han fortæller, at han voksede op i Bukarest i Stalintiden som søn af fattige landarbejdere, der var blevet fabriksarbejdere, og at der ikke fandtes en eneste bog i hans barndomshjem.

Jeg forsøger at forklare ham, hvad vi forstår ved begrebet, men det siger ham vist ikke rigtig noget. For ham er det åbenbart ikke springet fra et alitterært miljø til internationalt anerkendt forfatter, der er bemærkelsesværdigt. Det er snarere de politiske forhold i hans opvækst og ungdom, han opfatter som den barriere, der har skullet overvindes.

»Stalintiden varede til 1960 i Rumænien, og derefter kom Ceausescu, som ret hurtigt lagde sig efter den kinesiske kulturrevolution, og dér, i 1968 begyndte Rumæniens ulykke. Securitate, det hemmelige politi, bedrev både fysisk og psykisk terror, og der gik desuden et utal af myter om Securitate, som styrkede deres magt over sindene. Det var svært for min generation at udtrykke sig i litteraturen.«

De kunne godt komme til at skrive, men de kunne end ikke cirkulere deres skrifter i selvoptrykte hemmelige publikationer som i eksempelvis Polen og Ungarn. »Man var blevet fængslet på stedet,« fastslår Cartarescu.

En stor læser

På den anden side var kulturen en art udhængsskab for Ceausescu-regimet, forklarer han, så de unge forfattere kunne godt udgive deres bøger, dog naturligvis i censureret udgave. Men der blev ført en god oversættelsespolitik, så de havde adgang til det meste af den store europæiske litteratur på rumænsk, fortæller han. Således lyder svaret, da jeg spørger, hvordan det lykkedes ham at blive en stor forfatter: »Jeg er en stor læser!«

Mircea Cartarescu elsker at læse, siger han. »Som barn og ung læste jeg hele tiden, og jeg læste alt, skønlitteratur, videnskab, filosofi, fysik, matematik. Jeg var nysgerrig efter alt i verden, jeg ville vide alt. Det hjalp mig til at modstå det ydre pres. Jeg ville være som mine favoritforfattere, jeg ville være én af dem.«

Da han kom i gymnasiet og på universitet, fik han desuden gode lærere, som hjalp ham, samtidig med at han mødte jævnaldrende med samme ambitioner som ham selv. Mircea Cartarescu blev ikke alene forfatter, han blev også sprænglærd, skrev disputats om postmodernismen og er i hele taget en højst belæst person, hvis bog vrimler med referencer til europæisk og amerikansk litteratur. Selvfølgelig kan han også redegøre for begrebet nostalgi. »Det er et nyere begreb i kulturhistorien,« forklarer han, »det stammer fra en schweizisk læge, J. Hofer, der levede fra 1669 til 1752, og som registrerede, at de soldater, der blev sendt udenlands, savnede deres hjemstavn forfærdeligt. Tilstanden diagnosticerede han med kunstordet nostalgi, sammensat af græsk nostos hjemkomst og en afledning af algos smerte. Nostalgi er altså hjemve, men den kan også udfolde sig i tiden som længsel efter barndommen og ungdommen, og det er i den betydning, jeg bruger det. Som en higen efter en tid, der aldrig mere vender tilbage,« slutter han sin omhyggelige forklaring.

Barndom og romantik

»Min barndom er den dybsindigste tid i mit liv,« erklærer Cartarescu.

Ganske vist var hans familie meget fattig. Det var svære tider, som han siger, alle boede i det samme, eneste værelse, hvor man både sov, lavede mad, spiste og levede.

»Men for et barn betyder det ikke noget. Et barn stykker sin verden sammen af, hvad der nu findes. Verden befinder sig indeni dets hoved. Jeg og mine jævnaldrende mødtes i karreens gård, hvor vi legede og skabte mirakler ud af intet. Vi kunne lege på en losseplads, uden at det spolerede noget som helst.«

Nostalgi handler om denne barndom, samtidig med at den er et produkt af den.

»Den er min mest romantiske bog, den handler udelukkende om folks indre liv, om drømmeagtige tilstande, dagdrømme og erindringer, der jo også med tiden udfolder sig og bliver drømmende.«

»Romantikerne var kun interesseret i deres indre liv, for dem var det hele verden, og nostalgi var en tilstand, de dyrkede,« tilføjer han.

Barndomsbeskrivelserne i bogen er delvis erindrede, fortæller Cartarescu, »jeg var meget lykkelig over at iscenesætte mine erindringer om min barndom og forvandle dem til et psykodrama ved hjælp af myte og ritual. Jeg ville definere mig selv via mine minder. For mig er det dog også pinefulde historier, de gør mig dybt bedrøvet. For bogens store tema er tiden, som går og aldrig vender tilbage.«

Men i bogen standser du også tiden og lader det tabte vende tilbage, indvender jeg.

»På grund af frustration,« svarer han, »i imaginationen kan man opfylde længslen efter det svundne, man kan skrive om det.«

Androgynen

Det kan være, at drivkraften er frustration, men i så fald er den så frugtbar, at det lykkes Cartarescu i bedste romantiske stil både at fremtrylle alle levede væsners reinkarnation via kæder af forvandlinger og til slut at skabe et helt nyt univers i stedet for det, vi kender. På overfladen er der tale om fem forskellige historier, som hverken kan kaldes romaner eller noveller, men noget midt imellem, men underneden er de intimt forbundne via genkommende temaer, motiver og symboler, som vendes og drejes og indsættes i nye sammenhænge. Læseren føres med ind i stadig nye verdener, fortælleren kan antage skikkelse af et insekt, der leder tanken hen på Cartarescus absolutte yndlingsforfatter, Franz Kafka, og personerne kan skifte køn undervejs. Andrej og Gina, hedder to af dem, tilsammen bliver det androgyn, påpeger Catarescu, igen et romantisk kernebegreb. »Vi er enten mænd eller kvinder, kun tilsammen bliver vi menneske,« mener han, og fortæller, at temaet kan spores i hele hans forfatterskab. Han har endda skrevet en roman, Travesti, der blev opfattet som en bøsse-roman, fordi androgyni-temaet var gennemgående, smiler han.

»Men Nostalgi er min mest poetiske bog. Før den havde jeg udelukkende skrevet digte.«

Siden er han aldrig vendt tilbage til lyrikken. »Jeg opdagede, at jeg bedre kunne skrive poesi i prosa,« forklarer han og tilføjer nostalgisk: »Jeg misunder den unge digter, som skrev Nostalgi

Blå bog: Mircea Cartarescu

Mircea Cartarescu er født 1956. Uddannet i litteraturvidenskab. Debuterede som lyriker 1978. Har skrevet romaner, fortællinger, digte, essayistik og litteraturkritik.
– ’Nostalgi’ (1989) er hans prosadebut. (Dansk: 2011 på C&K FORLAG)
– Trilogien ’Orbitor’ (’Blændende lys’) består af:
’Venstre vinge’ (1996)
’Kroppen’ (2002)
’Højre vinge’ (2007)

Mircea Cartarescu har modtaget en række internationale priser og legater og er oversat til de fleste europæiske sprog.

På sporet af den tabte tid

Lasă un răspuns