Povestea Angelicai, o fata orfana din Romania, adoptata de o familie din Danemarca

3
215

Angelica maler sine frustrationer ud

At male var – og er – en slags terapi for Angelica Mirabela Virag fra Horsens. Den rumænskfødte kvinde har været igennem en barndom, der overgår mange menneskers værste mareridt. Billedet her er malet til kæresten

Malerkunsten blev vejen ud af et mentalt og frustrerende helvede for den 22-årige rumænskfødte Angelica Mirabela Virag fra Horsens.

Efter en gruopvækkende og ydmygende opvækst på et børnehjem i Timisoara blev hun som ni-årig adopteret af en dansk familie, der tog sig kærligt af hende og fik hende integreret i det danske samfund.

Da hun blev teenager, begyndte nye problemer imidlertid at hobe sig op, da hendes plejemor havde svært ved at acceptere, at Angelica Virag fik et voksende behov for at klare sig selv.

Det skabte strid mellem de to, så Angelica Virag kom i aflastning hos en familie på Endelave, der tog sig godt af hende og lod hende være ung på lige fod med sine jævnaldrende.

Da Angelica var 19 år døde hendes plejemor pludseligt og tilbage stod Angelica, som altså nu for anden gang havde måttet tage afsked med en mor. Det førte til, at hun også fik det svært rent psykisk, da hun bebrejdede sig selv for de andres skæbner.

Forinden havde hun dog mødt en kæreste, der gjorde sit for sikre, at Angelica begyndte at se lysere på tilværelsen.

Hun begyndte at male som 16-årig under et ophold på ungdomsskolen i Horsens, og det skulle vise sig, at det fungerede som terapi for hende, for når hun maler, maler hun sine frustrationer ud.

Efter plejemoderens død fokuserede hun endnu mere på malerierne, som hun nu udstiller og sælger.

I dag er hun lykkelig og gravid i 15. uge.

Efter at være blevet svigtet gennem hele livet, tegner fremtiden nu lys for den unge kunstner.

I weekend-udgaven af Horsens Folkeblad kan du læse første del af hendes historie.

http://hsfo.dk/horsens/hf102452/angelica–blev-svigtet-som-barn-og-ung

3 COMENTARII

  1. fgfgt, comentariul tau este complet deplasat si reflecta clar ce mentalitate au unii. Nu este vorba ca „este adoptata” ci de tragedia vietii ei.

    Nu inteleg de ce atata rautate. Chiar nu mai suntem capabili de nici un fel de compasiune?

    Eu mi-as dori enorm sa adopt un copil din Romania, macar unul sa pot sa ajut. Numai ca nu este posibil.

  2. Ma bucur ca a gasit un partener care sa o inteleaga si sa aiba rabdare cu ea. Pana la urma, simtamintele si suferinta umana sunt aceleasi in orice tara te-ai afla.

Lasă un răspuns