Tare ! Românii se uita „ca curca-n lemne” la contractele cu angajatorii danezi

0
9

Dom: Rumænere forstår ikke danske kontrakter

Man kan ikke kræve, at rumænere forstår kontrakterne på det danske arbejdsmarked, siger Byretten.

Lucian Lordache er en af seks rumænere, som får efterbetalt et beløb, fordi han ikke fik, hvad der stod i kontrakten. Lordache medvirkede også i DR-dokumentaren ‘Sådan svindles Danmark’ i januar måned.

Der var tale om løndumping, da den omstridte slikimportør David Yüksel og tre relaterede selskaber havde seks rumænere ansat i sine selskaber.

Det slog Københavns Byret onsdag fast, da David Yüksel og de tre selskaber blev dømt til at efterbetale 714.000 kroner til rumænerne.

For at give rumænerne opholdstilladelse i Danmark havde David Yüksel fremvist en 37 timers kontrakt til myndighederne. Men den blev rumænerne ikke lønnet efter, slog dommeren i sagen fast.

  • Det må lægges til grund, at de skriftlige ansættelseskontrakter i det væsentligste alene blev indgået med henblik på at skaffe opholds- og arbejdstilladelse for de enkelte sagsøgere, men at de ikke nødvendigvis var udtryk for, hvorledes de reelle arbejds- eller lønforhold har været mellem sagsøgerne og de sagsøgte, skriver Byretten i dommen.

asset.dr.dk

Vigtig sag

Rumænerne blev kun afregnet 20 timer i gennemsnit om ugen i stedet for de påståede 37 timer.

  • Det er en meget usædvanlig sag, som vi anser som meget alvorlig. Det er vigtigt, at vi nu har dommerens ord for, at fupkontrakter ikke accepteres, siger Elaine Larsen, der er faglig sekretær hos 3F Frederiksborg.

Fagforeningerne 3F og HK gik i retten med et krav om, at rumænerne arbejdede 11,5 timer om dagen og skulle have en efterbetaling svarende til det. Men det lykkedes ikke at løfte de nødvendige beviser.

I stedet baserede afgørelsen sig på de 37-timers kontrakter, som rumænerne havde skrevet under på, men altså ikke havde fået løn for.

David Yüksel mente, at de syv rumænere havde udøvet passivitet og derfor ikke skulle have udbetalt beløbet. En lønmodtager skal normalt kræve manglende løn udbetalt efter to måneder, ellers kan kravet bortfalde. Men dommeren slog fast, at rumænerne ikke forstod kontrakten og ikke kendte deres rettigheder – og derfor ikke kunne forventes at kræve mere i løn.

  • Der siger dommeren noget vigtigt. For det betyder, at en arbejdsgiver for fremtiden ikke kan udnytte reglen om passivitet, fordi rumænere, som kommer til Danmark, ikke kender vores arbejdsmarked og ikke har kendskab til overenskomster og ansættelseskontrakter. De ved det ikke, før de har det et sted fra, siger Elaine Larsen.

Endnu en sag

Det alene kan medvirke til, at social dumping bliver mindre attraktivt, fordi arbejdsgivere kan risikere en efterbetaling på et senere tidspunkt, mener Elaine Larsen fra 3F Frederiksborg.

http://www.dr.dk/nyheder/penge/dom-rumaenere-forstaar-ikke-danske-kontrakter?utm_source=news.dk&utm_campaign=jubii&utm_medium=link

Lasă un răspuns